Transportministeren åbner eComExpo 2024
Sidste år var der dansk premiere på eComExpo, og i år vender messen for fossilfri løsninger til transportbranchen endnu stærkere tilbage, når transportminister Thomas Danielsen (V) åbner den i Bella Center 24.-25. oktober.
Dér vil han bl.a. gøre status på den højaktuelle pulje til indkøb af bl.a. nye brint- og ellastbiler og kickstarte to dages tæt pakket konferenceprogram med oplæg og debat styret af den kendte vært Nynne Bjerre Christensen.
F.eks. kan man opleve Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, i samtale om fremtidens globale logistik med beslutningstagere fra branchen.
”I Danmark er vi verdensledende i at sørge for, at global logistik er så effektiv, billig og klimarigtig som muligt. Klimarigtig transport og digitale løsninger er i hastig udvikling, men hvordan opretholder vi fortsat en position som en ledende global aktør, og findes der nye innovative løsninger i horisonten? Det glæder jeg mig til at tale om på eComExpo,” siger Brian Mikkelsen.
Hos eComExpo ser man frem til de mange interessante oplæg og debatter:
”Det er nogle af erhvervslivets absolutte sværvægtere, som er på scenen på årets eComExpo, hvor de drøfter den grønne omstilling både til lands, til vands og i luften,”siger Camilla Messer Thomsen, dansk programplanlægger og Brand Ambassador hos eLife Nordic, som er arrangør af messen.
Messen får to dages tæt pakket sceneprogram, ligesom der vil være elektriske lastbiler, busser og varebiler fra mange af branchens største aktører. Samtidig kan man opleve det nyeste inden for ladeløsninger.